Planeta Chardonnay er en ikon-vin der har været med til at ændre vinverdenens forståelse af hvad Sicilien kan på den vinøse scene. Fra 1985 og frem har Planeta virkelig hævet niveauet til nye højder med deres Chardonnay DOC Menfi. DOC Menfi og er udelukkende lavet på druer som kommer fra markerne Ulmo og Maroccoli, hvor jordbunden består hovedsageligt af ler og kalk.
Når druerne ankommer til vingården, afstilkes de, og druernes skind brydes ved et let pres, dernæst får mosten lov at hvile på skindet i en kortere periode. Denne proces foretages for at trække flest mulige aromastoffer ud af drueskindet og sikre mest mulig kompleksitet. Efter en skånsom presning bliver mosten gæret på 225 liters egetræsfade fra Allier-skoven i Frankrig, hvoraf 50% er nye og 50% et og to år gamle. Efter endt gæring får vinen lov at modne sur lie (på sit bundfald) i 10-11 måneder på de samme typer træfade. Så alt skriger på motoden fra Bourgogne.
Resultatet er en stor vin, med en flot, gylden farve med et let grønligt skær. Vinen har en utrolig flot bouquet med stor intensitet og nuancer af citrus, hasselnødder og honning. Smagen er ligeledes meget kompleks med en flot harmoni mellem nyt træ og Chardonnays fede frugt. I eftersmagen kommer vinens mineralitet fint frem. Vinen er så absolut en af de bedste Chardonnayer, der produceres i Italien i dag, hvilket flere udmærkelser bekræfter, og i den blindsmagning med store hvide Bourgogner, klare den sig altid rigtig rigtig godt!