Daniel Bouju, der ligger i St. Preuil tæt ved Ségonzac, den allerfineste kommune i Grande Champagne, er i dag uden tvivl en af Cognac-områdets fornemmeste producenter. Med i alt 20 ha vinmarker hører huset blandt de mindre familiefirmaer i Cognac.
Daniel Bouju bruger stort set kun Ugni Blanc-druen (Trebbiano) og ligeledes anvendes altid kun nye Limousine-barriques. Kun det midterste af egetræsstammen bruges til fremstilling af husets fade for at opnå den optimale hårdhed, – den inderste del vil være for hård og den yderste for blød. Huset ejer selv alle sine marker og kan på denne måde stå 100% inde for kvaliteten. Daniel Bouju filtrerer ikke og tilsætter ikke karamel i sine produkter, for – som han selv siger – farven skal komme fra fadlagringen. Derimod sætter han en stor ære i, som syvende generation i Bouju-familien, at give alle sine cognacer hver deres personlige præg.