W & J Graham’s – Douro, Portugal.
Grahams Natura Reserve Port er fremstillet af druer, som Symington-familien henter, dels fra Quinta das Lages, dels fra Vale da Vilarica. Ens for de to ejendomme er, at de begge er højtbeliggende (150 til 350 meters højde), hvor klimaet er køligere og mere tørt. Dette har også gennem en længere årrække gjort det muligt for familien at dyrke druerne økologisk – dog først på forsøgsbasis, hvor druerne er blevet blandet i Grahams traditionelle portvine.
De seneste år har markedet dog i en stadig højere grad efterspurgt økologiske vine, hvilket fik Charles Symington til at undersøge muligheden for at separere, fremstille og certificere vinen som økologisk. Dette er nu lykkedes, og familien kan nu som en af de allerførste på portvinsmarkedet sælge en certificeret økologisk portvin.
Druerne til denne port gennemgår gæringen ved 24 – 28 grader. Så snart mosten har opnået en tilfredsstillende druesødme (ofte indenfor 48 timer), stoppes gæringen ved, at der tilsættes en 77 % druesprit i forholdet 1 til 5. Mosten lægges efterfølgende på brugte egetræsfade i 2-3 år, inden den færdige port tappes på flaske og frigives til salg.