Champagne Deutz – Aÿ.
Champagnehuset Deutz har siden stiftelsen af »Syndicat des Grandes Marques de Champagne« i 1882 været medlem af denne prestigefyldte organisation, som i dag tæller de 20 bedste og mest berømte Champagnehuse. Champagne Deutz, som ligger i byen Aÿ i hjertet af Champagnedistriktet, blev grundlagt i 1838 af William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann.
For begge grundlæggere var det primære mål at fremstille kvalitets-champagne på højeste niveau – en filosofi, som huset har fulgt lige siden. Firmaets domicil er et meget smukt, næsten sydstatsinspireret bygningsværk, der ligger som toppen af et isbjerg ovenpå husets 20 kældre på hver 100-175 kvadratmeter.
Kældrene, hvor Champagnen i øvrigt både fremstilles og lagres, ligger i en dybde af op til 76 meter under jorden, hvilket giver helt optimale lagringsbetingelser – nemlig en konstant lav temperatur og svag fugtighed.
Champagne Deutz ejer selv 42 ha vinmarker i de bedste områder i Champagne, hvilket svarer til ca. 25% af de druer, huset bruger til Champagne-produktion. Langt størstedelen af disse marker er klassificeret som minimum 97% marker (100% er det bedste), mens gennemsnittet for resten af markerne er klassificeret som 95%.