Peter Sisseck’s udgave af vinen der er opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet, og et smukt udtryk for hans dybe engagement i Ribera del Duero, samt ønsket om at finde ind til kernen af selve vinen!
Peter Sisseck allierede sig med Alonso y Yerro’s tidligere vinmager Pablo Rubio som tog rundt og spottede de mest interessante parceller i området – heraf en del med meget gamle vinstokke. Herefter tilbød Peter og Pablo druedyrkerne en deal, der gik ud på at de ville betale lidt mere for druerne såfremt bønderne ville efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske principper.
Vinen har efterhånden fundet sin identitet er ubetinget en charmerende oplevelse. Den er mørk i glasset og byder sig til med en herlig og umiddelbar duft, hvor de modne røde frugter finder sammen med friske violer og en antydning af brombærlikør. Derpå er vinen intens, men ikke voldsom, og neden under det hele er der en pulserende friskhed, som giver vinen kant og kalder smilet frem.
PSI 2018 er et blend af af 88% Tempranillo og 12% Grenache fra ultra-gamle vinstokke. Vinen fadlagres 18 måneder på brugte fade fra Dominio de Pingus som er med til at give vinen både dybde, fylde og punch. I glasset fremstår vinen flot mørk mens duften domineres af fuldmodne solbær samt viol og grafit. Smagen er rig og meget fyldig men samtidig besidder den en perfekt afstemt friskhed og syre som sikrer optimal balance.
Danske Peter Sisseck grundlagde Dominio de Pingus i 1995, og vinen herfra blev med ét legendarisk da Robert Parker udtalte, at vinen var en af de bedste og mest interessante unge vine han nogensinde havde smagt og samtidig tildelte den op høje points. Der fremstilles idag fire vine; Pingus, PSI, Flor de Pingus og Amelia
Det græske bogstav PSI fungerer også som symbol for psykologien, og måske er målet for PSI efterhånden som projektet udvikler sig, at finde ind til selve sjælen i Ribera del Duero ved at tage afstand fra mange af de moderne teknikker, der i dag anvendes i regionen såvel i marken som i vinkælderen.
Vinen har modtaget 90+ point 6 år i træk hos Robert Parker.